Der er udskiftning i butikkerne i Nordhavn. Yume forlader bydelen, men roser den ambitiøse retailstrategi. Andre rykker ind: Kunstnerartikler, supermarked og take-away nudler.
Forretningen Yume lukker i Nordhavn. Det offentliggjorde ejeren, Marie Engberg, i et opslag på Facebook tidligere på måneden.
“Jeg startede med en partner i 2018, men jeg købte hende ud i 2019. Jeg har også en del kontorarbejde ved siden af butikken, så jeg kunne ikke nå det hele selv, fortæller Marie Engberg om den tunge beslutning at lukke butikken. Det har været en svær beslutning, for vi er glade for lokalet og Nordhavn, men jeg har simpelthen brug for at spare lidt på timerne”, forklarer hun.
Alle forretninger i Nordhavn har købt sig ind i et ret strengt regelsæt om, at de blandt andet skal være bæredygtige, eksklusive, have åbent hver dag og hele dagen, så de skal være med til at skabe liv i området.
Det er dog ikke retail-strategien, der nu får Marie Engberg til at forlade 2150.
“Nej, jeg synes faktisk ikke, den er skrap nok, og jeg håber, de holder fast i de krav til de handlende. Jeg synes, det er sejt at have holdninger til, hvem der skal ind i området, og at NREP (Nordhavns udvikler af butiksmiljøet i Nordhavn, red.) ikke bare hiver Matas ind. På den måde kommer vi til at opbygge et detailliv, men det tager tid. Nordhavn skal ikke være ligesom alle andre steder. Jeg vil hellere have seje nichebrands herude”, siger Marie Engberg.
Det har dog været en hård start for Yume og de andre forretninger i området, for der er vejarbejde omtrent hele tiden, og det gør det svært for kunderne at komme frem.
“Det har vi lidt under i lang tid. Der har i en lang periode været byggerod, og da metroen endelig åbnede, måtte vi ikke få lov at lave ‘larm’ (pga. corona, red.) Her er ikke et stort foot flow, men der er til gengæld engagerede lokale, som er gode til at støtte os handlende”, siger Marie Engberg taknemmeligt.
Pensler og mad på vej
Yumes exit kommer samtidig med to nye åbninger i detailhandlen i Nordhavn. Til oktober åbner den 160 år gamle virksomhed Stelling forretning i Århusgade 163. Her finder kunstnere deres arbejdsredskaber, og alle andre kan finde de ting, der skal til for at udleve sig selv kreativt. Tegneredskaber, penne, papir, lærreder, akvarel og akrylmaling. Stelling skriver:
“STELLING ER TIL ALLE JER, DER ELSKER AT VÆRE KREATIVE”. I over 160 år har kunstnere fundet deres Kunstnerartikler og andre lækre kreative artikler hos Stelling, og nu kan alle kreative sjæle finde ”State of the art-kunstartikler” indenfor tegneredskaber, penne, lærreder, papir, kort, farver, akvarel, akrylmaling mv. i vores kommende forretning på Århusgade 163. Vi glæder til at sætte et kreativt præg på Nordhavn, når vi åbner vores butik primo oktober”.
Indtil da kan de købelystne i Nordhavn bruge budgettet i bydelens tredje supermarked, som åbnede 25. juni. Det er Lidl, som ligger i bunden af biografen på Göteborg Plads.
ZEN
Endelig åbner et nyt takeawaysted i Århusgade 147 – om håndværkerne vil – blive i midten af september. Det er 32-årige Mai Fon Nielsen, som åbner Zen. Det er et thailandsk inspireret spisested med kun få siddepladser.
“Når man tænker på takeaway, tænker man også på nogle hurtige bokse med det samme mad i, men faktisk kan takeaway meget mere end de få retter, man plejer at få i Danmark”, siger Mai, som sammen med sin partner, Mursal, vil satse på blandt andet seafood og nudler.
Det er langt fra nyt for Mai at placere sin forretning i et nyt område som Nordhavn. Hun åbnede i sin tid forretning i Sluseholmen.
“Jeg er bidt af at bidrage til et nyt lokalmiljø, men lokalet derude var ikke bygget til at sælge mad fra, så jeg måtte sælge det igen. Men lige siden har jeg drømt om at åbne noget tilsvarende”.
Det har hun fundet i Nordhavn.
“Niveauet er højt herude, og vi ved, at folk kommer til at rejse hertil. Sådan er det også i Thailand, hvor folk gerne rejser 40 kilometer for at komme til et godt nudelsted”, siger Mai, som selv er halvt thai.
Fremover bliver arbejdsdelingen, at Mai udvikler konceptet, og Mursal, som er fra Afghanistan og har erfaring fra Lagkagehuset, står for den daglige drift af Zen i Nordhavn.
Nordhavns detailmanifest
Butikkerne i Nordhavn skal være unikke og samtidig passe ind i området. Derfor har NREP udarbejdet et manifest, så interesserede butiksejere kan se, hvad de skal leve op til:
Bæredygtighed – det gælder blandt andet økologisk og bæredygtige varer og måden, de produceres og leveres på.
Innovation – butikker i Nordhavn skal tænke nyt i forhold til butiksindretning, fremstilling af produkter, markedsføring og brugerinddragelse
Vidensudvikling – butikker i Nordhavn skal optimalt set være tilknyttet en læreinstitution, så Århusgadekvarteret kan blive et retail-laboratorium, hvor nye ideer testes, efterprøves og analyseres.
Community + passion – medarbejderne i butikkerne er identitetsskabende, og der skal altid være en enten ejer eller en passioneret medarbejder til stede i butikken, som skaber gode relationer til beboerne i området.
Unikke koncepter – alle forretninger i området skal tilbyde noget, man ikke finder andre steder, så området som helhed kan tiltrække besøgende udefra. Kædebutikker skal gentænke deres koncept for at komme i betragtning.
(Kilde: NREP)